Fæstan; ii

Secondo il Dizionario dell'Inglese Antico:

fæstan; II

to fast. Add: I. in a general sense. (1) absolute, to abstain from food :-- Hé fæste feówurtig daga, Mt. 4, 2 : Sat. 667. Fæstte, Bl. H. 27, 24, 29. Móyses and Hélias fæston, Guth. 32, 2. Fæstende jejunius, Wrt. Voc. i. 83, 44. (2) to abstain. (a) with gen. :-- Ðæt hié selfe ne fæsten ðæs hláfes ryhtwísnesse ne ipsi remaneant a justitiae pane jejuni, Past. 137, 25. Þonne hié woldon sylfe firene fæstan (abstain from sin), Dan. 592. (b) with prep. : -- Þá fram middangeardes gyrninge fæstað qui a mundi ambitione jejunant, Scint. 53, 18. Hé fæste fram eallum bigleofum, Wlfst. 285, 24. I a. to fast as a remedy :-- Gif sió ádl sié weaxende, fæste .ii. dagas tógædere, Lch. ii. 218, 1. II. to fast as a matter of ecclesiastical discipline. (1) absolute :-- Ic fæste tuwa on wican, Past. 313, 6. Ná Gode ac him sylfum gehwylc fæst (jejunat), Scint. 53, 9. Ðonne wé fæstað oððe ælmessan sellaþ, Bt. 41, 2 ; F. 246, 22. Hwí fæste wé . . . sóðlíce þíne leorningcnihtas ne fæstað, Mt. 9, 14. Fæstest þú on foldan, Seel. 144. Fæst tó nónes, and forgang hwít, Ll. Th. ii. 132, 4. Sé ðe fæstan wille, ne tǽle hé nó ðone ðe ete, Past. 311, 24. Ðá dagas syndon rihtlice tó fæstenne, Shrn. 80, 2. (2) with cognate acc. :-- Stuntlíce fæst sé lenctenlic fæsten, sé ðe hine sylfne mid gálnysse befýlð, Hml. Th. ii. 100, 16: Wlfst. 285, 31. Þæt fæsten þe þá Ninivete fæston, fæstað þá, 227, 29. Fæstað eówer lenctenfæsten tó nónes, 136, 16.

Parole correlate: un-fæstende. fæstan