1 on-tendan
p. -tende; pp. -tended, -tend. I. to kindle, set fire to, to fire:--Gif fýr síe ontended . . . gebéte ðone æfwerdelsan se ðæt fýr ontent, L. Alf. pol. 27; Th. i. 50, 27-28. Ontend þreó candela, Lchdm. iii. 286, 6. Ðe ðæt fýr ontende qui ignem succenderit, Ex. 22, 6. Ða hálgan tihton ðæt man ða ofnas ontende (-tænde, MSS. C. the moon) of hyre (the sun) ontend byþ, Lchdm. iii. 242, 12. Ontend succensus, Hpt. Gl. 507, 17. Antend, 471, 22. Antendne succensam, ardentem, 464, 36. II. to kindle emotion or passion, to excite, inflame:--Sume se deófol ontent tó gýtsunge, Homl. Th. i. 240, 25. Ðíne gebedu geancsumiaþ mé and ontendaþ, 458, 4. [O. E. Homl. A. R. Jul. Marh. ontenden: Goth. tandjan to kindle, light; in-tandjan to consume with fire.] on-tendan